9 mdr som selvstændig & uafhængig ledelseskonsulent
Der er gået 9 måneder som selvstændig og uafhængig ledelseskonsulent, og der har været meget at opdage og lære i den nye rolle. Jeg har været begunstiget af at møde mange inspirerende mennesker og lært af nogle af de bedste inden for mit fag. Læs her om min rejse som selvstændig.
Omstillingen
Jeg har omstillet mit arbejdsliv. Besluttet, hvordan jeg vil arbejde, samarbejde og være fremadrettet. Hvordan balancerer jeg alle kasketterne? Fra at være del af et team og en organisation til at være en one-woman-act? Balancen og mix mellem det legende og lystdrevne på den ene side og i kombination med det nødvendige og de mere krav-drevne indsatser på den anden. Hvordan ser en hverdag ud, når den ikke er struktureret, som den mere eller mindre har været de forgangne 20 år? Jeg har overgivet mig til ikke at finde et endeligt svar. Jeg øver mig fortsat i det kommende år.
Omstillingen er vigtig – vær bevidst om hvad der skal til, for at du trives som selvstændig.
Indstillingen
Jeg har taget stilling til, hvad jeg kan, vil og skal som uafhængig konsulent. Hvad er mit grundlag for at drive forretning. Hvilken indstilling vil jeg gerne have til mine kunder og deres opgaver og ikke mindst, til hvilke kunder vil jeg bedst kunne bidrage med det jeg kan? Hvad har jeg behov for, når jeg vil være begejstret og inspirerende i samarbejdet? Jeg valgte at stille mig helt ud på kanten af min comfort zone. Balancerer der med en kop kaffe i den ene hånd – nærvær og interaktion i den anden. Jeg har talt med, lært af og ladet mig inspirere af et utal af mennesker. Og det har alt sammen ledt mig på vej, ind i kernen af min forretning.
Jeg hjælper ledere i små og mellemstore virksomheder med at være den bedst mulige leder til gavn for medarbejderne og virksomheden. Det gør jeg både i det store og i de små handlinger – både når der skal ansættes de rette, nye medarbejdere og når organisationen og kulturen skal have et eftersyn.
Vid, at som selvstændig stiller du dig ud på kanten af din comfort zone
og skal mestre både op- og nedture.
Konstant at gøre det i min egen forretning, som jeg ønsker at bidrage med hos mine kunder, har været min vej ind til kernen af min forretning. Alt tager udgangspunkt i, at kreativiteten og magien til at finde effektfulde, kvalificerede og eksekverbare løsninger opstår i interaktionen mellem mennesker. Vi er nogen (hvis ikke alle), der har brug for andre til at frigive det uendelige potentiale. Jeg skaber trygge udviklingsrum, hvor der er plads til coaching, sparring og udvikling af eksekverbare handlinger og løsninger. 1:1 workshops er der, hvor vi sammen løser det, problem du som leder har nu og her.
Jeg samarbejder primært med små og mellemstore virksomheder, der ser værdien af at kunne trække på backup ledelse og støtte, når noget stagnerer, mangler fremdrift eller skal udvikles. Det kan jeg effektivt gøre, når jeg kender forretningen og livet i organisationen. Derfor er det langvarige samarbejde i højsædet og årsagen til, at jeg tilbyder en forretningsmodel, der giver tryghed. Tryghed ved at have adgang til din egen fortrolige sparringspartner med rådgivning og sparring både på den lange bane og i nuet, når du har brug for det. Jeg har også her taget min egen medicin og allieret mig med gode sparringspartnere og rådgivere.
Prioritér sparring og rådgivning. Det betaler sig på den lange bane.
Udstillingen
Jeg har også måtte træne at ”udstille” mig selv. Jeg er mit produkt. Det er noget andet at gøre det – som jeg godt nok har gjort i mange, mange år – men nu i en ny ramme som selvstændig konsulent. Det har sparket til nye sider i mig og samtidig har jeg følt mig ud-stillet på en helt anden måde. Det tager tid at vænne sig til. Det er godt. Men også angstprovokerende. At vise ”sig” frem igen og igen, stiller krav om at tro fuldt og helt på mit værd og den værdi, jeg skaber for mine kunder. Det gør jeg! Jeg tror fuldt og helt på værdien og ved, det kan gøre en forskel for de topledere og mellemledere, som jeg står ved siden af og bakker op. Jeg kender værdien blandt andet, fordi jeg har arbejdet med mit WHY. Hvorfor gør jeg det; hvor vil jeg hen med det. Hvad er mit unikke bidrag. Hvad vil jeg og hvad vil jeg ikke….
Kender du din forretnings WHY? Det sætter retning og skaber tydelighed for omverdenen.
Gaven i min WHY-proces – hjulpet på vej af en klog kvinde (Tak, Louise Ertman Baunsgaard) – var erkendelsen af, at jeg ikke er alene. Vi er flere, som indimellem mister vores WHY ude af syne. Noget mangler. Det at (gen)finde virksomhedens WHY er en vej til at stå stærkere. Vi står også selv stærkere og med mere autoritet, når vi ved hvilken retning vores passion og ambition skal have, og vi kender kernen for vores virke eller vores virksomhed. 2019 bød således på udviklingen af et forløb der bevidstgør og konsoliderer dit WHY. Det peger ind i det nye årti og får liv i 2020.
Jeg glæder mig til at arbejde videre, og lad os mødes i 2020! Må 2020 blive starten på et forrygende årti med sjov, fremgang og ny horisonter for dig og for mig.